Pelsklædt Vegetar

Forholdsvis positiv blog med betragtninger over livets små paradokser, løse strøtanker og egne interesser. Feel free to comment :-)

Navn:
Sted: Aalborg, Jutland, Denmark

tirsdag, november 02, 2004

Herren er min hyrde…


Ja, hvis nogen skulle være i tvivl, så er titlen altså sarkastisk…

Det er bare den slags lamme citater, det amerikanske valg får mig til at tænke på. Jeg har forsøgt at følge lidt med i valgkampen, men hver gang bliver jeg simpelthen bare så hidsig. Mest af alt fordi kvaliteten af argumenterne helt svarer til mængden af kandidater at vælge i mellem. Pest eller kolera. Er det overhovedet demokrati?

Det kan da bare ikke passe, at de amerikanske vælgere er så f…… dumme, vel? Og nej, selvfølgelige er de ikke det, hvilket slog mig forleden dag, da jeg ventende på bussen stod og betragtede aktiviteterne i lyskrydset.

En flok på ca. 7 mennesker er på vej over fodgængerfeltet, da en svingende lastbil dytter af dem, hvilket resulterer i et meget spændende fænomen: Selvom ikke alle mennesker i gruppen er tæt på hinanden eller kender hinanden, så bevæger de sig i en fuldstændigt synkront bølgende undvigemanøvre, fremkaldt af instinktiv angst, da lastbilen dytter. Akkurat ligesom at se en fåreflok, når den bliver drevet sammen. Meget tankevækkende…

Og ideen om får ledte helt naturligt tankerne hen på de amerikanske vælgere. For selvfølgelige er amerikanerne (næsten :) ligeså kloge som andre mennesker, og selvfølgelig ville de kunne forstå og forholde sig til en saglig politisk argumentation. Hvilket kun gør det endnu mere deprimerende at se, hvordan de som umælende får i store flokke lader sig drive rundt af angst fremkaldt af diverse politiske hyrdehunde, der på strategisk velvalgte tidspunkter snapper dem i haserne og råber ”ulven kommer”.

Jeg synes, man både som dansker, europæer og globalist skal gøre op med sig selv, om folkeledelse (læs manipulation) gennem kollektivt angstskabelse er en metode, man vil tilslutte sig. For det virker! Det ved vi jo - ikke kun fra den amerikanske valgkamp, men også fra det Tredje Riges succesfulde propaganda kampagner.

Mæææhhhn ønsker vi, at vores nuværende ofte kværulantiske demokratiske processer skal udskiftes med frygt og forbud, at politik skal udskiftes med propaganda? Nej, vel…

Google