Dengang Misser gik bort.

En lille anekdote.

Jeg var engang en lille pige på ca. 8 år med paraply og gummistøvler, der, efter en pragtfuld tordenbyge, nougatisspisende gennem vandpytter var på vej hjem til campingvognen.
Noget glimtede derinde under vognens trappe og nysgerrig som jeg jo var – også dengang – skulle det jo undersøges.
Jeg forelskede mig hovedkulds i det, der viste sig at være en meget lille, meget våd og meget forpjusket kattekilling, der åbenbart også var meget sulten, for den spiste grådigt resten af min nougatis, og jeg delte villigt ud.
Jeg inviterede missen ind i varmen til flere godbidder og den puttede sig trygt hos mig, indtil den mæt og varm igen havde mod på at udforske livet.
Det eneste jeg ville var at holde den hos mig altid. Eller i det mindste få den med hjem.
Men det kunne ikke lade sig gøre. Vi boede i lejlighed og så kan man jo ikke have kat. Det kunne jeg vel nok forstå.
NEJ, det kunne jeg ikke forstå. Jeg var dybt ulykkelig… Og har sikkert svoret, at jeg aldrig ville tilgive mine forældre.
Da jeg kom hjem fra skole næste dag, fik jeg mig dog en overraskelse, for ude i køkkenet på en lille pude lå der en allerede velkendt skabning og kiggede spindende på mig med store øjne, og jeg turde næsten ikke tro, at den virkelig måtte blive hos mig. Jeg var lykkelig…

Misser og jeg gik godt i spænd. Sammen morede vi os fantastisk. Specielt når min stedfar skulle på toilettet om natten og Misser brugte ham som klatrestativ, så hans hyl kunne høres i hele huset. Eller når den ihærdigt forsøgte at skræmme livet af vores gæster ved at spæne hærgende rundt på ryglænene af deres valgte siddepladser.
Joh, min kærlighed til katten var konstant – også når den sad på lur under bordet, og jeg skulle ha en til at holde den, da den ellers flænsede min fod totalt, når jeg kravlede op på køjesengens første etage.
For Misser og jeg var bedste venner, og hver nat sov den hos mig, gerne under dynen og med hovedet hvilende i min armhule.
Sådan gik der nogle uskyldige år, og jeg blev så meget ældre, at det gik op for mig, at alt godt her i livet, ikke nødvendigvis varer ved.
Og jeg kastede mig i en periode ud i hysterisk ulykkelige anfald, ved tanken om, at den skøre kat :-) en dag ikke længere ville være en aktiv del af mit liv – og jeg græd og jeg græd og jeg græd…
Så da Misser endelig en dag gik bort og ikke vendte hjem igen, andet end som et sjovt og dejligt minde, da havde jeg praktisk talt brugt alle mine tårer…