Torden og Lynild

Den sidste sang, jeg kan huske, jeg hørte i radioen, inden jeg faldt i søvn, var Phil Collins: How I wish it would rain now, down on me……

For så senere på natten at være vågen og opleve naturen udfolde sine kræfter ved et kæmpe tordenbrag (der mest af alt lød, som når to bjergvædre løber panderne sammen) efterfulgt af et lysglimt, der uden zigzag men ganske ubesværet trængte gennem de nedrullede persienner, der straks blev rullet op i håb om mere.

Så verden og jeg holdt vejret, mens stilheden samlede sig og fortættedes omkring mig til en næsten fysisk kraft, der holdt mig fast, til jeg kunne mærke jorden rystes af spændinger i det sidste sekund, før den samlede kraft udløstes i endnu et kæmpe brag, tæt efterfulgt af lynet der badede alt i lys, og sukkende kunne jeg puste ud, tage en dyb indånding og ventende lytte efter de kølende kaskader af regn mod ruden.