Guldseglet

Et gammeldags eventyr.

Der var engang en ung prins, der havde nået den alder, hvor han var parat til at rejse ud og opdage verden på egen hånd. Veludrustet med kongen og dronningens mange gode gaver og hele kongerigets gode ønsker for hans fremtid, drog den unge prins af sted på sin færd.
Hvor han end kom frem i verden blev han vellidt og vandt ære, for prinsen var en både dygtig og beskeden ung mand.
Det skete da en dag, at han kom til udkanten af et stærkt befæstet rige, og den unge prins blev nysgerrig og fandt små huller, hvorigennem han kunne se det frodige land på den anden side af murerne.
Landets unge dronning, der regerede alene, var netop den dag med sit jagtselskab ude at jage ved netop den grænsestrækning, hvor den unge prins havde gjort holdt.
Fra lang afstand havde dronningen betragtet den smukke prins, og da hun havde sikret sig, at han rejste alene, bød hun ham indenfor i sit rige. Mange timer nød de hinandens selskab og luften genlød af latter, når de sammen udforskede det frodige landskab.
Dronningen blev meget glad for prinsens selskab og ønskede, at han kunne blive, men prinsen tænkte, at han måtte forsætte sin færd. Dronningen gik derfor til sit skatkammer og hentede en klump af det pureste guld, hvoraf hun fik støbt et magisk segl.
Dronningen fulgte nu prinsen til grænsen, gav ham guldseglet og sagde til ham: ”Her i mit rige stråler seglet som det pure guld det virkelig er, men udenfor mit rige vil det blot ligne en simpel mønt og kun den, der er ren af hjertet, kan se guldet skinne bag den magiske beskyttelse. Pas godt på guldseglet, for det vil for altid give dig adgang til mit rige.”
Prinsen red nu videre på sin færd, og ofte tog han guldseglet frem og varmede sig ved dets stråleglans.
En sjælden gang spurgte én til prisen på det smukke guldstykke, men langt oftere blev han spurgt, hvorfor han dog brugte så meget tid på at betragte en simpel mønt uden synlig værdi. Jo flere der spurgte om det sidste, jo sjældnere tog prinsen guldseglet frem for at varme sig derved, og han glemte i muntert lag snart seglets sande værdi. Så en dag prinsen rodede i sine lommer, fandt han kun en simpel mønt, og han smed den fra sig, at den måske kunne bringe glæde til en fattig vejfarende.
Prinsens færd førte ham nu ind over et tørt og magert land, hvor ingen muntre ungersvende fulgte trop. Dagene var brændende og i de iskolde nætter plagedes han af drømme om latter i vinden og frodige enge bestrøet med guldsegl. Langsomt huskede prinsen den sande værdi af guldseglet, og han huskede også, hvordan han havde kastet det fra sig. Og han besluttede sig da for, at han ville søge at genfinde det magiske segl.
Prinsen søgte da både nært og fjernt. Til sidst fandt han sig selv ridende langs den åbne grænse til et velkendt og frodigt landskab, hvor vinden bragte glædestoner, og hvor dronningen og landets nye konge med guldseglet strålende om halsen bød prinsen høfligst velkommen som gæst.