Hedeslag

Brændt barn skyr ilden, og solen skinner fra en skyfri himmel og brænder sig vej selv gennem skyggerne, og ingen steder kan jeg flygte hen.

Jorden tørster, sjælen tørster, jeg tørster i takt med at vandet i salte dråbeformer fordamper fra kroppen og efterlader tanker og følelser med svækket dømmekraft, som en direkte forlængelse af den let forbrændte hypersensitive hud.

Så nu glæder jeg mig til, at regnen kommer, køler huden, fylder følelserne og skyller tankerne klare, mens jeg varmer mig ved ilden gemt i mit indre og lader døren stå på klem for oprigtighed og for vindens hvisken.