Pinlige Pauser
Vi kender alle de samtaler, hvor vi sidder på kanten af sofaen i frygt for at løbe tør for samtaleemner. Det er de samtaler, der mest handler om ingenting og kan sammenlignes med det at forsøge at varme sit hus op ved udelukkende at fyre med papir i pejsen.
Så er der den gode samtale, der brænder fyrigt på tørt ved og hvor gnisterne fyger, så længe der med jævne mellemrum bliver lagt nye kævler på ilden.
Den værdifulde samtale derimod brænder på ædelt træ, der udvikler stor varme, når flammerne slikker sig ind til kernen efterladende et hav af gløder, der kun ganske langsomt brænder ud.
Det er derfor, jeg samler på pauser; gode lange pauser, der glødende giver tid til glæde, varme, inspiration og eftertænksomhed.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home