Min ven Søren

Introduktion til Søren Kierkegaards Stadielære

Søren Kierkegaard betragtes som eksistentialismens fadder, for han var den første, der indgående beskæftigede sig med mennesket, ikke kun som individ, men som hiin enkelte: mennesket, der har taget eksistentielt stilling til sig selv, sit indre og sit liv som helhed, mennesket, der har valgt sig selv så at sige, for:

Valget selv er afgørende for Personlighedens Indhold;…

Søren Kierkegaard.

Og tager vi ikke stilling, da tager vi da om ikke andet ofte afstand, og det er jo også at træffe et valg. Men der er mange måder at tage stilling til sit liv på, mange udgangspunkter for vore handlemåder, og det er her stadielæren bliver så spændende, for man kan ikke uden videre se på et menneske, hvilket stadie det befinder sig på, da det er den indre stillingtagen, der er afgørende for, hvorledes vi oplever værdien af vort liv, hvorvidt vi har truffet et eksistentielt valg eller om vi lever i spidsborgerlig ubevidsthed:

…thi man kan ikke udefra se på et menneske, om det er en spidsborger, man har for sig.

Johannes Sløk.

Ved at bruge jægeren som metafor vil jeg eksemplificere de forskellige mennesketyper i Søren Kierkegaards stadielære, alt imens vi husker på, at de er alle jægere, og vi vil ikke kunne kende den ene fra den anden, er det ikke fordi, vi har indsigt i deres indre bevæggrunde.

Spidsborgeren
Han er jæger, fordi de andre jager, fordi det forventes af ham i det samfund, han lever i. Han er måske endog en dygtig jæger, men han finder ingen personlig glæde ved jagten, kun ved det faktum at han derigennem lever op til de forventninger, hans omgivelser har til ham, og derved opnår position og status i samfundet. Han bilder sig måske endda ind, at han selv har truffet beslutning om at blive jæger, men i virkeligheden er han blot et produkt at sine omgivelser, for han har ikke taget eksistentielt stilling til sit hverv, har ikke sat sine gøremål i relation til sine inderste tanker om sig selv. Og det er jo netop det, der gør udslaget; at han ikke har nogle inderligt følte tanker om sig selv, ikke har sat sig i forhold til sig selv, og ikke har sat sig i forhold til sine omgivelser.

Mennesket er til en begyndelse kun den blotte mulighed af at blive menneske.

Johannes Sløk

Han er, men han er ikke hiin enkelte.


Æstetikeren
Her har vi en jæger, for hvem jagten, og ikke byttet, er af væsentligste betydning. Her har vi en rigtig sporhund. For ham ligger nydelsen i selve udfordringen af at sætte sig ind i byttets tankegang og rutiner, lære det at kende, spore det, snige sig ind på det og – i sidste ende – at have det direkte på sigtekornet. Skyder du, eller skyder du ikke? Det kommer helt an på den enkelte æstetikers natur, men det er faktisk heller ikke så vigtigt, for æstetikeren har allerede da nået jagtens klimaks. Eller som Søren Kierkegaard selv siger det i Forførerens Dagbog:

Det er mig slet ikke om at gjøre i udvortes forstand at besidde pigen, men kunstnerisk at nyde hende.

Nu kunne det jo opleves som om, at æstetikeren er en ren nydelsens mester. Men nej, nydelsen udspringer af noget langt mindre sjovt, nemlig fortvivlelsen. Den fortvivlelse der rammer, den dag man vågner op og ikke længere finder sin situation tilfredsstillende, og dermed tvinges til at forholde sig til sig selv ud fra sig selv. Og hvad så, om det, man finder i sig selv, ikke er nok, og man ængstes over sin egen åndelige utilstrækkelighed, da driver æstetikeren sig selv ud i et mentalt og følelsesmæssigt forhindringsløb. For at give sin iboende lidenskab afløb arrangerer, iscenesætter og kontrollerer man sine omgivelser for sin egen fornøjelses skyld, for at netop ikke alt denne urolige energi retter sig mod ens eget indre og giver sig permanent udtryk i det tungsind, æstetikeren under alle omstændigheder oplever indimellem sine nydelsens øjeblikke. Disse er de lidenskabelige og dog flygtige mennesker, der kaldes æstetikere, og:

Det gør de præcist, fordi de af princip ikke engagerer sig; de er bevidst uinteresserede.

Johannes Sløk


Ironikeren
Her har vi jægeren, der er blevet klar over, at det aldrig vil blive ham nok i livet at forføre sit bytte til at gå i snaren, og som derfor kan se det komiske i sin egen jagende rolle. For inders inde ved han, at jagten for ham kun er er en flugt fra sig selv, og at byttet kun er en erstatning for de hindringer i sig selv, han i stedet burde nedlægge for at komme videre i sin egen udvikling. Til forskel fra den sarkastiske ironi hos den nydelsessyge æstetiker, så bliver ironien hos Ironikeren faktisk til et lidenskabeligt, om end distanceret, engagement i livet og indikerer dermed en afsluttende fase i det æstetiske stadie, en begyndende parathed til fordybelse og engagement på det etiske eller religiøse plan.

Han er ikke kommet ud af fortvivlelsen, men han aner, at det lader sig gøre, og han forholder sig afventende.

Johannes Sløk


Etikeren

Ethikeren derimod forsoner Mennesket med Livet, thi han siger: ethvert Menneske har et Kald.

Søren Kierkegaard

At gøre sin pligt eller at gøre pligten til sin, det er, hvad udgør den absolutte forskel på spidsborgeren og etikeren. Så når vores etiske jæger går på jagt, da ved han godt, at det er hans pligt, men han har taget denne pligt, jagten, og gjort den til sin, den er blevet ham et kald i livet. Ja faktisk er hele livet blevet ham et kald, og det er det af én god grund: Han, etikeren, har selv valgt det, har valgt sig selv på godt og ondt og har dermed også selv valgt sin position i livet. Etikeren, han tager ansvar, både for sig selv og det samfund han er en del af, og han gør det med tilfredshed.
Dog, selv en etiker kan opleve indre tomhed, men i stedet for at fortvivle, hengive sig i æstetisk nydelse eller ironisk distancering, vil etikeren i sig selv finde humoristen, der med varme og humor reflekterer over sin egen genopdagede ubetydelighed, der naturligt fører ham frem til den manglende brik i puslespillet, nemlig at tage eksistentielt stilling til sit forhold til Gud.


Det religiøse stadie
Ja, her har vi en jæger, der i jagten ser Guds eksistens, og i sig selv som jæger ser sig selv som en del af Guds eksistens. Han har erkendt at:

…mod Gud have vi a l t i d Uret.

Søren Kierkegaard.

Han har erkendt sin egen lidenhed, hvilket netop giver ham storhed, og giver ham den ro og tillid til sig selv og til livet, der gør, at han kan blomstre som markens liljer og flyve som himlens fugle, for han har valgt Gud. Denne jæger er ikke kun jægeren, han er også byttet, og i sin enhed med Gud er han også selve jagten. Han er! – uanset udfaldet, for som sagt, så har Gud altid ret, for man kan ikke argumentere med selve eksistensen, kun søge så vidt muligt at være i overensstemmelse med den.


Afsluttende bemærkning
Så det ville være mest naturligt at forestille sig æstetikeren fortsætte ind i det etiske stadie. Men ikke nødvendigvis, for er et menneske etiker af natur, er det æstetiske stadie blot en fase, det skal igennem, inden det finder sin rette hylde og engagement i etikerens pligtopfyldende verdensbillede af kontrollerede lidenskaber. Et andet menneske kunne være af en anden og mere rastløs natur, et æstetisk natur, og for dette menneske tror jeg, angsten for kedsomhed er større end angsten for Gud. Den rendyrkede æstetiker er ikke den, der langsomt forvandles; han er den, der, som ved åbenbaringens lys, tager det store spring ud i den intethed, han jo kender så godt. Det næste bytte, æstetikeren jager, er det guddommelige selv. Spørgsmålet er så, om det menneske er en æstetiker, der blot flygter ind i religiøsitetens skønhed, eller om det er en troende, der søgende jager Guds skønhed i hver en afkrog.
Stadielæren er således at betragte ganske anderledes end en almindelig fortløbende udviklingsteori, hvor et gennemlevet stadie naturligt følger det næste. Som udgangspunkt vil et menneske dog ofte have præferencer for et bestemt stadie, udfra hvilket han søger at tage eksistentielt stilling til sig selv og sit liv, hvorfor mennesket vil kunne opleve det som at bevæge sig i spring mellem stadierne, mens det søger efter fast fodfæste i forholdet til sig selv og til livet.