Så kald mig håbløs....

 
Krumbøjede pensionister med vandblå øjne, næsten ædru inuitter, ægtemænd i bløde sko, kærestepar i sort, forsømte forstadsmødre og barnlige sjæle i alle aldre stod samlet for at få et glimt af eventyret, der kom sejlende til smilets by.

Og mens prinsessen vinkede, tørrede prinsen med hvide handsker tårer af kinden, og den fælles klump i halsen forplantede sig helt ud på første række, hvor jeg - uden hensyn til fornuften - havde taget opstilling for at ære eventyret, kongehuset og kærligheden.