… flytter bjerge

Det er en lille smule skræmmende, hvor meget vi som mennesker ligner hinanden, hvordan vores indre problemstillinger giver genlyd, hvordan vi uanset uddannelsesniveau og social status gennemlever lignende personlige processer og følelsesmæssige mekanismer, hvordan vi i angsten for at miste tilsidesætter vores egne følelser, går på kompromis med vores værdier og derved undlade at stille de krav om at få den respekt, vi godt ved, der skal til, for at tydeliggøre os selv i forholdet til andre og positivt markere vores egen værdi og tilstedeværelse i tilværelsen.

Langt mere befriende er det at opleve, hvor meget vi som mennesker ligner hinanden, hvordan vores indre løsningsmodeller giver genlyd, hvordan vi uanset uddannelsesniveau og social status gennemlever lignende personlige processer og følelsesmæssige mekanismer, hvordan vi tydeliggør os selv, genfinder vores egne følelser, afklarer vores værdier og dermed bliver i stand til at stille krav om at få den respekt vi fortjener, til helt naturligt at gøre en forskel og til positivt at markere vores egen værdi gennem tilstedeværelse i tilværelsen.

Forventningens glæde

Jeg har været på kursus de sidste to dage, og det havde jeg glædet mig meget til, i forventning om at jeg kunne bidrage med noget og i kraft af mit bidrag få et udbytte.

I morgen skal jeg af sted igen, og jeg har store forventninger til dagen. Forventninger, der er direkte linket til min egen indsats/investering. Så jeg glæder mig allerede :)

For ingen børshandler ved sine fulde fem ville vel investere i aktier uden at forvente et vist udbytte.

Spørgsmålet er om nogen af os med glæde vil investere i noget som helst uden at have en eller anden forventning om en eller anden form for udbytte.

Jeg tillader mig at tvivle.

Der er selvfølgelig de, der gerne nøjes med at investere i det, der er stensikkert, fordi de på forhånd har skruet deres forventninger ned til et absolut minimum.

Og så er der jo også dem, der i deres forventningsfuldhed er noget mere risikovillige.

Og alt efter omstændigheder og temperament kan den ene form for forventning jo være ligeså god som en anden eller en tredje form.

Så hvis der var noget, hvortil jeg slet ingen forventninger havde, ville jeg så overhovedet investere deri – næppe.

Havde jeg derimod risikovilligt investeret i noget, jeg troede på, ville jeg så ved mulighed for tab skynde mig at sælge ud, eller ville jeg holde ved i forventning om fremtidige gevinster – måske.

Ville vi vedblive at leve, om vi ingen forventninger til livet havde?

Into the darkness
My mind flows

Free
Between
The stars

Detached from deep oceans,
Volcanoes and lunar light

Free
To dive
Into the black
Holes of heaven

Frivillig tilfredsstillelse

Tid er penge – er der nogen, der påstår.

Man kunne måske i tillæg dertil også vælge at se tiden som noget, der med stort udbytte kan investeres efter eget valg.

Noget får vi penge for at bruge tid på – arbejde, studier...

Noget er vi nødt til at bruge tid på – pligter af forskellig art...

Noget er det frivilligt at bruge tid på – andre mennesker, personlige interesser...

Så selvom man måske ikke bliver rig af det, kan det anbefales at hæve overskuddet i form af den tilfredsstillelse, der er i at føle, at man har mulighed for at gøre en forskel – blot ved at investere en lille smule tid :)

Tidslommer og loops

Det var slet ikke så slemt at have fødselsdag. Specielt ikke efter, at jeg helt klart havde fået fastslået min alder til at være 23 bare ved at tage en simpel men – uden tvivl – meget seriøs og troværdig test :-)

Nu kunne nogen måske godt tænke, at siden jeg sådan forfaldt til at udføre mere eller mindre obskure tests på internettet i de sene nattetimer, så måtte jeg kede mig en hel del. Og ja, det gjorde jeg faktisk også, for Lærke var blevet syg i den periode, og det, at mit fokus blev meget begrænset (i dette tilfælde omkring hendes velbefindende), fik tiden til at virke, som var den blevet revet ud af kalenderen, efterladende et hulrum fyldt med hjemve mod den by, jeg stadig føler mig bundet til med næsten alt andet end en bolig.

Nå, men da tiden begyndte at gå igen, så gik den til gengæld stærkt. Energien sprudlede og blomster sprang ud, da længere lyst og lune forårsvinde fik safterne til at stige og lokkede det gode humør frem hos både mig og de lokale solsorte.

En dejlig inspirerende indgang til en ugeeksamen i analyse af en heldigvis rigtigt sjov historie, hvor hovedpersonen var ligeså tricky som det danske aprilvejr. Det koncentrerede fokus, der forhåbentligt lønner sig til min fordel, bevirkede igen en vis tidsmæssig pladsmangel, der paradoksalt nok kraftigt udvidede, netop den plads opvask og nullermænd var optaget af.

På den anden side af eksamen ventede foråret heldigvist - med mild regn og minder om lyn og torden på frostklare sommernætter.