Fødselsdags-frenzy

Det er det samme hvert år, når tiden nærmer sig.

På den ene side et åbenlyst ønske om helt at kunne springe dagen over. Jeg mener, hvad betyder et år fra eller til… Man er vel voksen såh… Njææ, jeg tror ikke rigtigt. der er noget, jeg ønsker mig… Og nej, det er da helt lige meget, hvad vi får at spise…

På den anden side et skjult barnligt ønske om ubegrænset opmærksomhed. Jeg mener, man bør jo slet ikke ka se lagkagen for bare lys… Og så puster vi – men endelige ikke for hårdt ;-)… Tænk sig, jeg får lige det, jeg ønsker mig, selvom jeg ikke engang har skrevet en liste… Og så er der selvfølgelig min livret på menuen…

Og ja, det er nu, du interesseret skal spørge, hvad min livret er. Pizza, selvfølgelig :-)

Jeg tror, de fleste af os i perioder kan have brug for lidt ekstra betænksomhed. Når så en af de perioder, oven i købet lige falder sammen med den årlige fødselsdags-frenzy, så er det ekstra rart at opleve en betænksom opmærksomhed fra en noget uventet kant.

Helt uden for aftale troppede mine to medstræbere i vores grammatikgruppe op den sidste dag inden påskeferien med det fineste påskeæg. Kun til mig. Fordi jeg har fødselsdag. Og fordi jeg er sød. Ingen skjulte dagsordner der. Tror jeg da nok… For jeg må først åbne ægget på lørdag, så jeg ved endnu ikke, hvad der er indeni. Men det lyder, som om det smager godt :-)

Jydefest og Torskegilde

Lettere naiv, som jeg jo indimellem er, så troede jeg, at når min hjerterytme med jævne mellemrum laver sambarytmer, så er det bare en udvidet udgave af sommerfugle i maven, men andre mennesker, der er mere erfarne ud i den slags symptomer end jeg, påstår nu hårdnakket, at de ujævne rytmer skyldes stress, og eftersom de fleste af mine sommerfugle efterhånden har forpuppet sig, så er jeg nok tilbøjelig til at give dem ret.

Der var da i hvert fald også mere samba end sommerfugle over min puls, da jeg i dag var inviteret til torskegilde hos Aalborg Kommune. Og selv om det var en andens regnskab, der stod på spil, og selvom det var okay afslappet, så var det helt klart en date, jeg godt kunne have været foruden.

For tro tjeneste og for at få pulsen ned igen ovenpå ”gildet”, så blev jeg inviteret på pandekager med is og varm kakao på Subway i Kennedy Arkaden. Og det lyder jo umiddelbart meget afslappende, MEN, sørme om vi ikke var landet midt i en Jydefest.

Hvad er bedre grund til en indkøbscenterfest end åbning af en merchandise-forretning for fodboldfans, hvis behov for øloplukkere og teatersminke påtrykt den lokale ligaklubs logo åbenbart er en hel del større, end min fantasi hidtil har kunnet forestille sig.

Ingen Jydefest uden playback, og meget grimt kan man sige om konceptet, men til trods for et temmelig tamt publikum leverede MEK PEK en humørfyldt og sprudlende præstation med en rytme, der lå langt fra stress og tæt på gode vibrationer :)

Moaning :)

What a beautiful day.

Snow melting. Sun shining bright. Pants to tight. Thought I better get on that bike.

So for the first time this semester, I rode my bike to school (6 km up-hill). It wasn’t too bad, so I decided to ride it back again (6 km up-hill).

I’ll tell you this much though: the last time I moaned so loud was because it was damn good ;-) this time it was just damn hard.

Not to think of how sore my ass will be tomorrow, and you might call me old-fashioned, but that is just not a place I prefer to be sore.

Still. I’ve heard practice makes master, so, Hi Ho Silver, next time the sun is shining I’ll be back in the saddle – moaning :-)

Troværdighed

Engang sidst i januar var jeg sammen med andre bestyrelsesmedlemmer og ansatte i børnehaven til et dagseminar, der handlede om bestyrelsesarbejde og organisation sat i et antroposofisk perspektiv. Godt nok var det ikke Søren Kierkegaard :) men det var stadig vældig inspirerende, hvilket bl.a. resulterede i et lille eventyr, som skam er blevet godkendt af børnene. Skulle du være blevet nysgerrig, er selve dagseminarets indhold og fokus forsøgt gengivet i denne lille opsummering.

Det det sådan siden har fået mig til at tænke lidt på, er hvordan det er mange af de samme ting, der gør sig gældende f.eks. omkring et begreb som troværdighed, og så er det uanset om man taler virksomhed, organisation eller simpelthen bare menneske.

Troværdighed er betinget af kongruens. Vi kender alle sammen den der med, at der bliver gjort et og sagt noget andet, hvorved gennemskueligheden, for hvad der rent faktisk foregår sådan på de indre planer, ganske forsvinder og blot efterlader en fornemmelse af alt andet end troværdighed.

Derfor, hvis man ønsker at udtrykke troværdighed, uanset om det er som virksomhed, organisation eller som menneske, så er det mit indtryk, at man må forsøge at skabe kongruens, sådan at det man tænker, føler, mener og ønsker afspejler sig i ens kommunikation og handlinger.

Så er jeg troværdig?

Hmmm. Nogen gange. Måske. Jeg forsøger.

De øjeblikke, hvor mine handlinger og det jeg siger rent faktisk afspejler mit indre, ved jeg, at jeg synes, er særlige oplevelser, der gløder med den slags ild, der kan holde sig varm temmelig længe. Jeg ved også, at jeg mere ofte end sjældent hverken handler efter eller giver udtryk for, hvad jeg tænker, mener, føler og ønsker.

Lige netop nu kan jeg bare sidde og konstatere, at det nogen gange bare er så helt fantastisk svært at være ”troværdig”.