Torden og Lynild

Den sidste sang, jeg kan huske, jeg hørte i radioen, inden jeg faldt i søvn, var Phil Collins: How I wish it would rain now, down on me……

For så senere på natten at være vågen og opleve naturen udfolde sine kræfter ved et kæmpe tordenbrag (der mest af alt lød, som når to bjergvædre løber panderne sammen) efterfulgt af et lysglimt, der uden zigzag men ganske ubesværet trængte gennem de nedrullede persienner, der straks blev rullet op i håb om mere.

Så verden og jeg holdt vejret, mens stilheden samlede sig og fortættedes omkring mig til en næsten fysisk kraft, der holdt mig fast, til jeg kunne mærke jorden rystes af spændinger i det sidste sekund, før den samlede kraft udløstes i endnu et kæmpe brag, tæt efterfulgt af lynet der badede alt i lys, og sukkende kunne jeg puste ud, tage en dyb indånding og ventende lytte efter de kølende kaskader af regn mod ruden.

Kranio-Sakral Himlen

Bare ligge der lige så stille uden at behøve at sige noget. Bare slappe af, lade tankerne flyde og nyde denne utroligt blide behandling, og bare mærke efter hvordan der alligevel sker utroligt mange ting i ens krop. Helt uden at man behøver at sige noget som helst, hvilket jeg faktisk synes er det mest befriende ved Kranio-Sakral terapien :) som en rar afveksling til det NLP jeg normalt arbejder med, og hvor man er på i forhold til sin bevidsthed og underbevidsthed på en helt anden måde, for selv når man bliver guidet, så er man meget koncentreret.

Dels fordi det er spændende, dels fordi jeg skal bruge timerne for at bestå uddannelsen, så har jeg netop indledt et coach-forløb med en rar dame, der hedder Karin, der er færdiguddannet coach. Så får jeg også lidt indblik i arbejdsmetoderne, inden jeg selv næste år skal igang med coach-delen af min egen NLP-uddanelse.

Jeg har efterhånden gang i så mange spændende projekter, at jeg virkelig har brug for at være afklaret og strukturet for at nå mine mål, og der kan jeg bestemt godt gøre brug af Karins ekspertice.

Så jeg er en smule "afkræftet" her til aften. Igår Kranio-Sakral med efterfølgende udrensning og meget livlige drømme, og idag NLP-øve med først 2½ times afklaring af egne værdier sammen med Karin og derefter 2½ time som terapeut. Dyb koncentration og nok at tænke over...

Men jeg glæder mig allerede til næste uges Kranio-Sakral session - en hel time tilbragt i svævende stilhed.

Kylle Rylle i Kosovo

Okay, der er nogen ting, jeg er bedre til end andre ting.

Jeg er f.eks. rimelig god til at tale, men der er nogle emner, jeg er bedre til at tale om end andre emner.

Så jeg har indimellem fået skyld for at være temperamentsfuld, stædig, kynisk og sippet, bare fordi undskyldninger, følelser og sex står øverst på listen over emner, der af uvisse årsager er mig stort set umuligt at give ordentligt verbalt udtryk for.

Hvad angår undskyldninger, så syntes jeg egentligt også, at det er yderst sjældent, at jeg har grund til at undskylde ret meget. Nå!

Hvad angår følelser, så er det ligesom at fange regndråber med tungen: de slukker sjældent tørsten, men man bliver våd over det hele – og alligevel er det sjovt :-)

Hvad angår sex, nåh ja, så er det da muligt, at jeg er lettere verbalt hæmmet, men derfor kan jeg da godt være oralt interesseret ;-)

Jeg skal bare hjælpes lidt…

For jeg ved godt, hvad det er, jeg gerne vil have, øhh sige, men jeg bliver af en eller anden grund nervøs, og når jeg bliver nervøs, så bliver jeg hidsig, og når jeg bliver hidsig, så bliver jeg irrationel, og når jeg bliver irrationel, så bliver jeg følelsesladet, og når jeg bliver følelsesladet, så bliver jeg usikker, og når jeg bliver usikker, ja, så kan jeg da slet ikke fange de skide regndråber og jeg bliver helt lammet og tør i halsen #¤&#%# ØV

Så hvis jeg tørstende og temmelig regnvåd har rystet pelsen i din stue (læs: hvis jeg under stærk påvirkning af PMS er kommet med ukontrollerede følelsesudbrud uden helt at tænke først), så vil jeg – selvom dette ikke er i den virkelige virkelighed – gerne komme med en undskyldning; ikke så meget for at tørste og være regnvåd, mere for at have rystet pelsen :-)

Hmm, jah, og nu har jeg da vist også sat mig selv i en position, hvor en anden en selv må bøje lidt i knæene, hvis højden ikke helt passer…

Dengang Misser gik bort.

En lille anekdote.

Jeg var engang en lille pige på ca. 8 år med paraply og gummistøvler, der, efter en pragtfuld tordenbyge, nougatisspisende gennem vandpytter var på vej hjem til campingvognen.
Noget glimtede derinde under vognens trappe og nysgerrig som jeg jo var – også dengang – skulle det jo undersøges.
Jeg forelskede mig hovedkulds i det, der viste sig at være en meget lille, meget våd og meget forpjusket kattekilling, der åbenbart også var meget sulten, for den spiste grådigt resten af min nougatis, og jeg delte villigt ud.
Jeg inviterede missen ind i varmen til flere godbidder og den puttede sig trygt hos mig, indtil den mæt og varm igen havde mod på at udforske livet.
Det eneste jeg ville var at holde den hos mig altid. Eller i det mindste få den med hjem.
Men det kunne ikke lade sig gøre. Vi boede i lejlighed og så kan man jo ikke have kat. Det kunne jeg vel nok forstå.
NEJ, det kunne jeg ikke forstå. Jeg var dybt ulykkelig… Og har sikkert svoret, at jeg aldrig ville tilgive mine forældre.
Da jeg kom hjem fra skole næste dag, fik jeg mig dog en overraskelse, for ude i køkkenet på en lille pude lå der en allerede velkendt skabning og kiggede spindende på mig med store øjne, og jeg turde næsten ikke tro, at den virkelig måtte blive hos mig. Jeg var lykkelig…

Misser og jeg gik godt i spænd. Sammen morede vi os fantastisk. Specielt når min stedfar skulle på toilettet om natten og Misser brugte ham som klatrestativ, så hans hyl kunne høres i hele huset. Eller når den ihærdigt forsøgte at skræmme livet af vores gæster ved at spæne hærgende rundt på ryglænene af deres valgte siddepladser.
Joh, min kærlighed til katten var konstant – også når den sad på lur under bordet, og jeg skulle ha en til at holde den, da den ellers flænsede min fod totalt, når jeg kravlede op på køjesengens første etage.
For Misser og jeg var bedste venner, og hver nat sov den hos mig, gerne under dynen og med hovedet hvilende i min armhule.
Sådan gik der nogle uskyldige år, og jeg blev så meget ældre, at det gik op for mig, at alt godt her i livet, ikke nødvendigvis varer ved.
Og jeg kastede mig i en periode ud i hysterisk ulykkelige anfald, ved tanken om, at den skøre kat :-) en dag ikke længere ville være en aktiv del af mit liv – og jeg græd og jeg græd og jeg græd…
Så da Misser endelig en dag gik bort og ikke vendte hjem igen, andet end som et sjovt og dejligt minde, da havde jeg praktisk talt brugt alle mine tårer…